Vores ønsker til Budget 2027

Lokaludvalget besluttede i januar sine ønsker til Københavns Kommunes budget for 2027

Stibro fra Nordøstamager Skole til Kløvermarken

Eleverne fra Nordøstamager Skole skal krydse Uplandsgade, når de skal have idræt eller bruge udearealet på Kløvermarken til leg i frikvartererne. På vejen kører der tunge lastbiler med jord til Lynetteholm. Vi mener derfor, at det er helt afgørende at skabe en sikker forbindelse for skolebørnene, så de kan føle sig trygge i skoletiden - og håber derfor at politikerne på Rådhuset vil sætte penge af til at der kan etableres en stibro hen over vejen.

Omdannelse af Prags Boulevard mellem Vermlandsgade (rundkørslen) og Strandlodsvej

Vi ønsker at Prags Boulevard skal forvandles fra kvarterets bagside til kvarterets forside. Der skal skabes en sammenhængende strækning med plads til leg, aktivitet, mødesteder, forbedret mobilitet og mere vild natur. Prags Boulevard består i dag af forvirrende forløb for gående og cyklister, og golde græsplæner med begrænsede steder til ophold eller biodiversitet.

Vi har derfor lavet et skitseforslag for omdannelsen af Prags Boulevard i samarbejde med beboerne og interessenter fra lokalområdet og Werk Arkitekter. Som første led i projektet ønsker vi penge til at transformere strækningen fra rundkørslen i Vermlandsgade til Strandlodsvej. Særligt Nordøstamager Skole har efterspurgt bedre rammer til skolebørn på strækningen. 

Biodiversitetssti langs den gamle jernbane

Vi har i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg lavet et forslag til en biodiversitetssti langs det gamle banetracé på tværs af Amager - fra Islands Brygge til Prøvestenen.

Ideen er at puste liv i de gamle spor fra Amagerbanen gennem etablering af en sti, hvor natur og biodiversitet og meningsfulde byrum for børn og voksne kan spire. Stien skal rumme en række oplevelser bl.a. et naturlaboratorium og udeskolemiljøer til at gå på opdagelse i naturen. Vi håber politikerne vil være med til at skabe et grønt, rekreativt område til stor gavn for beboerne og biodiversiteten. Se forslaget om biodiversitetsstien.

Tryghedsskabende tiltag på Skolen på Amagerbro

Skolen på Amagerbro har i efteråret 2025 gennemført en tryghedsvandring.  Nogle af de centrale punkter, som blev fremhævet under vandringen og i den efterfølgende rapport, er et akut behov for forbedringer i forhold til belysning, beplantning og at gøre området mere attraktivt og aktivt for skolens børn, samt de beboere som bruger området uden for skolens åbningstid.

Vandpost ved buret på Prags Boulevard 

Lokaludvalget har på sit årlige netværksmøde for aktører som arbejder med socialt udsatte borgere erfaret, at der mangler en vandpost på Prags Boulevard. Børne- og Ungdomsforvaltningen gør et vigtigt, socialt arbejde med kvarterets unge ved boldburene og det er medarbejderne herfra, som har foreslået, at der etableres en vandpost her, så de ikke skal medbringe vand selv eller hente det under deres træning. Derudover vil de mange kondiløbere på Prags Boulevard også kunne drage nytte af en vandpost.

Ketsjersportens Hus

Der mangler idrætsfaciliteter i Amager Øst og der bør derfor arbejdes videre med næste skridt i etableringen af Ketsjersportens Hus. 

Der har længe været et ønske om Ketsjersportens Hus ved Kløvermarken, sidst er der arbejdet for at beslutte hvor det skal ligge og erhverve grunden til det.

Amager Øst vokser i befolkning og der er stadig brug for denne hal, måske justeret i forhold til indhold. Vores ønske er at der arbejdes videre med planerne.

Multihal ved Kløverparken 

Lokaludvalget ønsker, at muligheden undersøges for at etablere en multihal med Hafniahallen i Valby som forbillede. Hallen kunne ligge i yderkanten af Kløverparken og vil opfylde et stort behov for indendørs sport om vinteren, især til børnene.

Billede
Udsigt over Kløvermarken
Fotograf
Alma Mølsted Andersen