Valg 2026

Brænder du for Amager Øst og vil du være med til at arbejde for, at det bliver en endnu bedre bydel at bo og leve i?
Så læs med herunder og bliv klogere på, hvordan du kan blive medlem af Amager Øst Lokaludvalg.

Har du meninger om, hvordan Amager Øst skal udvikle sig? Interesserer du dig for nærdemokrati og for medindflydelse i din bydel? Vil du have et større netværk og lære andre lokale at kende? 

Så er du klart en lokaludvalgstype! 

I starten af 2026 skal der vælges et nyt lokaludvalg for Amager Øst, og vi har brug for alle typer. Du kan stille op til lokaludvalget eller være med til at bestemme, hvem der bliver valgt ind i lokaludvalget i perioden 2026-29.

Hvad laver man som lokaludvalgsmedlem?

Vis alle

Hvad går lokaludvalgsarbejdet ud på?

Som medlem af lokaludvalget får du et godt indblik i din bydel, og hvad der rører sig i forhold til byudvikling, trafik, miljø, fritid, kultur og meget mere. 

Du er med til at behandle sager om udviklingen af bydelen og uddele puljestøtte til lokale aktiviteter. Du kan også selv være med til at sætte projekter i gang og rette fokus mod tematikker, du synes er vigtige. Vi afholder jævnligt events for borgerne, som du også kan være med til at arrangere.

Lokaludvalgets medlemmer er frivillige repræsentanter fra bydelens foreninger, råd, bestyrelser etc. og fra de politiske partier, der sidder i Borgerrepræsentationen. Lokaludvalget er derfor et godt bindeled mellem borgerne i Amager Øst og politikerne på Københavns Rådhus.

Hvor mange møder er der?

Lokaludvalget mødes 11 gange om året til månedlige lokaludvalgsmøder og drøfter aktuelle sager, beslutter høringssvar, behandler puljeansøgninger etc. 

Derudover har lokaludvalget en række temabaserede arbejdsgrupper, som løbende mødes og arbejder med særlige interesseområder i bydelen, fx kultur- og fritidsområdet, det sociale område, byplanlægning og trafik. Det er oftest her, lokaludvalgets egne projekter og drøftelser starter. 

Lokaludvalgsmedlemmerne er frivillige og bestemmer selv, om de har lyst til at være med i en arbejdsgruppe. 

Hvad skal man kunne som nyt medlem?

Som nyt medlem får du en grundig indføring i lokaludvalgsarbejdet. Der er bl.a. et spændende introprogram, og du får en buddy. 

Det kræver derfor ikke særlige forudsætninger at være med i lokaludvalget, og du skal ikke afholde dig fra at stille op, fordi du er usikker på, om du kan finde ud af det. 

Du kan læse om introprogrammet for de nye lokaludvalg her.

Lokaludvalgets sekretariat

Bag lokaludvalget står et professionelt sekretariat, der hjælper med planlægning af events, møder, kommunikation, jura, formidling af kontakter til kommunen og meget mere. 

Du er altid velkommen til at tage fat i sekretariatet, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.

Hvordan stiller jeg op?

Vis alle

Du skal repræsentere en forening

Alle foreninger, råd, organisationer, brugerbestyrelser osv. i Amager Øst (fremover bare kaldet forening) kan opstille en kandidat til Amager Øst Lokaludvalg og/eller være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2029. 

For at stille op til lokaludvalget, skal du derfor repræsentere en forening med lokale aktiviteter. Det er ikke et krav, at du bor i Amager Øst, og du behøver ikke være medlem af den forening, du repræsenterer.

Formelle krav

For at din forening kan opstille en kandidat og/eller stemme til valg til lokaludvalg, er det et krav: 

  • at foreningen har eksisteret minimum et år fra den dato, du tilmelder dig valget.
  • at foreningen har minimum 15 medlemmer fra den dato, du tilmelder dig valget.
  • at foreningen har aktiviteter i Vanløse. 

Du skal være fyldt 18 år for at kunne stille op til lokaludvalget. 

Du skal tilmelde dig valget

For at tilmelde dig til valget skal du og din forening udfylde en tilmeldingsblanket, der skal sendes til aoelu@kk.dk 

Du skal samtidig sende dokumentation for, at foreningen lever op til kravene (have eksisteret minimum et år og have 15 medlemmer). 

Du kan både tilmelde dig som kandidat og stille op, og du kan tilmelde dig for at stemme til valget og dermed få indflydelse på, hvordan det nye lokaludvalg kommer til at se ud. Find tilmeldingsblanketterne nedenfor.

Vær opmærksom på, at en forening kun kan tilmelde én repræsentant til valget. Det vil sige, at hvis foreningen opstiller en kandidat, er det også kandidaten, der er stemmeberettiget til valget. 

Hvis du ønsker at stille op til valget, skal du også sende et vellignende foto

Tilmeldingsfrister:

Den 23. januar 2026 kl. 12.00 er frist for at tilmelde sig som kandidat til valget.

Den 16. februar 2026 er der frist for tilmelding til at stemme til valget (for dem der blot vil stemme og ikke stiller op).

Du skal vælge et interesseområde

Opstillingen foregår inden for tre interesseområder, der skal sikre så bred en repræsentation i lokaludvalgene, som muligt. Som kandidat til lokaludvalget, skal du vælge, hvilket område du vil repræsentere. 

De tre interesseområder er:

  • børn, unge, idræt, kultur og fritid.
  • ældre, sundhed, social og integrationsområdet.
  • bolig, miljø og erhverv. 

Selv om du tilmelder dig ét interesseområde, kan du sagtens involvere dig i andre områder også. 

Hvordan foregår valget?

Valg til lokaludvalg sker gennem en digital afstemning, der er åben i to uger i slutningen af februar 2026. Alle stemmeberettigede får tilsendt et link til afstemning.

Kandidaterne bliver forud for valget præsenteret på en valghjemmeside, og den 4. februar holder vi præsentationsmøde i Amager Øst, hvor kandidaterne får mulighed for at præsentere sig selv. 

Den 9. marts er afstemningen slut, og de kandidater, der har fået flest stemmer, er de nye medlemmer af Amager Øst Lokaludvalg.

Mangfoldighed

Københavns Kommune og Amager Øst Lokaludvalg opfordrer til, at alle myndige interesserede uanset køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold stiller op til valg til lokaludvalget.

Det gør vi fordi, mangfoldighed er en grundsten i det nære demokrati og en nødvendighed for at sikre, at lokaludvalget står stærkest som repræsentant for et samlet Amager Øst.

Tilmeldingsblanketter til valg til Amager Øst Lokaludvalg

Udfyld en blanket i Word og send den til aoelu@kk.dk samt dokumentation for, at foreningen lever op til kravene og kandidatfoto.

Har du spørgsmål om valget?

Hvis du har spørgsmål om valget, som du ikke har fået svar på her, så prøv at se om du kan finde svar i FAQ om valg til lokaludvalg.

Vigtige datoer i forbindelse med valget

Vis alle

Tilmeldingsfrist for kandidater

Den 23. januar 2026 kl. 12.00 er frist for at tilmelde dig som kandidat til valget.

Offentliggørelse af kandidaterne på hjemmeside

Den 28. januar 2026 bliver alle lokaludvalgskandidater offentliggjort på Københavns Kommunes hjemmeside www.valg-lokaludvalg.kk.dk.

Præsentationsmøde

Den 4. februar 2026 kl. 19-21 holder lokaludvalgssekretariatet et præsentationsmøde, hvor de opstillede kandidater kan præsentere sig for hinanden, de stemmeberettigede foreninger og for andre lokale interessenter.

Tilmeldingsfrist til at stemme

Den 16. februar 2026 er der frist for tilmelding til at stemme til valget (for dem der blot vil stemme og ikke stiller op).

Det digitale valg

Fra den 23. februar til den 9. marts 2026 kan du afgive din stemme via et link til afstemningen.

Offentliggørelse af det nye lokaludvalg

Den 9. marts er valget afsluttet, og det offentliggøres, hvem der er blevet valgt ind i det nye Amager Øst Lokaludvalg 2026-2029.

Vigtige datoer for det nyvalgte lokaludvalg

Vis alle

Velkomstmøde

Den 26. marts bydes det nye Amager Øst Lokaludvalg velkommen og får mulighed for at lære hinanden at kende.

Det gode samarbejde i lokaludvalget

Den 16. april er der Spilleregelsseminar for Amager Øst Lokaludvalg, hvor lokaludvalget bliver enige om et fælles fundament for samarbejdet i lokaludvalget. 

Det første lokaludvalgsmøde og konstituering

Den 30. april holder det nye Amager Øst Lokaludvalg sit første lokaludvalgsmøde. En del af mødet er valg af forpersonskab.

Kurser for lokaludvalgsmedlemmer

Bliv klædt godt på til rollen som lokaludvalgsmedlem med en række fælles kurser for de 12 nye lokaludvalg. Det kan både være givtigt for helt nye, men også for dem der tidligere har siddet i lokaludvalget. Vi opfordrer alle, der bliver valgt ind i Amager Øst Lokaludvalg, til at deltage i kurserne.

Læs mere om de enkelte kurser ved at klikke her.