Succeser, indsatser og projekter
Til budgetforhandlingerne er det lykkedes os at tale behov i bydelen op, og der er nu afsat midler til omklædningsrummene på Kløvermarksvej, skoleidrætshal på Gerbrandskolen, en trafikplan for hele Amager, kunst til Nordøstamager Skole, et grønt byrum i Frankrigsgade, toiletter på Amager Strand og et lyskryds ved Laplandsgade/Uplandsgade.
Vi har gennemført flere borgerpanel-undersøgelser om planen for kulturhuse og biblioteker, trafikale udfordringer, Kommuneplan-strategien og Amager Strandpark. Tusinde tak til alle jer der har svaret på undersøgelserne. Det har givet os vigtig viden om bydelen. Blandt andet til de 82 høringer fra kommunens forvaltninger, som vi har indsendt svar på.
Vi har gennem Bydelspuljen uddelt omkring 1,6 millioner kroner årligt til arrangementer, projekter, forestillinger og andre initiativer i Amager Øst.
Vi har uddelt Frivilligprisen til BC37, Amager Skakforening, Spejdergruppen 1. Sønderbro og Amager SK’s Ukraine-indsats. Med prisen er fulgt 25.000 kr.
Borgerinddragelse og byudvikling
Vi har haft stort fremmøde på vores møder om skybrud og stormflodssikring og Metro-møderne, men også udvikling af bydelen har borgernes interesse. Mange er således mødt op til møder om Kommuneplanen og udviklingen af Laplandskvarteret, Jorisvej og Prags Boulevard.
Vi fik forpurret forslaget om at lukke Bibliotekshuset på Rodosvej, som skabte et ramaskrig i bydelen. I stedet er der nu sat flere penge af til bibliotekerne.
Udviklingen af Kløverparken er fremrykket, og lokaludvalget har nedsat en følgegruppe i samarbejde med ejere på Kløverparken for at følge udviklingen og komme med vores synspunkter til at få en samlet plan.
Egne projekter
Som en del af vores bydelsplan har vi igangsat forskellige projekter og aktiviteter sammen med gode lokale kræfter.
- Sammen med aktørerne i Laplands-kvarteret har vi arbejdet for at bevare store dele af både det fysiske og kulturelle miljø i Laplands-kvarteret.
- Vi har arbejdet for forbedring af idrætsfaciliteterne i bydelen og igangsat et idrætsnetværk, som skal hjælpe foreningerne med at tale med en samlet stemme, hvor erfaringer også kan udveksles.
- Vi har fået lavet et kunstkort, en guide til, hvor du kan se kunst i bydelen, og været involveret i at få nye skulpturer og gavlmalerier, samt kunstprojektet på Sundby gamle kirkegård (Eftertænksomhedens Oase) og Leif Sylvesters kunstværker på Nordøstamager Skole.
- Vi har fortsat med at holde Sundhedsdag hvert andet år og socialt netværksmøde for aktørerne på det sociale område en gang om året. Vi har deltaget i samarbejdsprojektet med KAB og unge i Holmbladsgade-kvarteret.
- Vi samarbejder med Amager Vest Lokaludvalg om trafik- og byrumsplanen for Amager, som stadig er i gang.
- Vi har oprettet et erhvervsnetværk, for at inddrage erhvervslivet mere i udviklingen af bydelen og et digitalt erhvervspanel, vi kan sende spørgeskema-undersøgelser ud til.
- Vi har videreført Områdefornyelsen Sundbys 4. maj arrangement, Fred & Frihed, og gjort det til en lokal tradition, hvor vi samles på Sundby gamle kirkegård med sang og musik og sender tanker til ofrene for krig.
- Vi har udgivet bydelsavisen Ama'røsten fire gange om året.