Ny skulptur på Christmas Møllers Plads

I mandags blev den nye skulptur Zygote indviet og lokaludvalgene på Amagers mangeårige arbejde med at skaffe kunst til bydelene bar igen frugt.

Skulpturen hedder Zygote og kunstneren bag hedder Sophia Kalkau. Zygote er doneret af Ny Carlsbergfondet og er en kulmination på arbejdet i Amager Øst Lokaludvalg og Amager Vest Lokaludvalg med at få mere kunst til Amagerbrogade.

Sidste år donerede Ny Carlsbergfondet Christian Lemmerz-skulpturen ’Godot’, som står i Amagerbrogade/Amager Boulevard-krydset.

Tak til Ny Carlsbergfondet og Sophia Kalkau!

Her kan du læse et uddrag fra Sophia Kalkaus tale til indvielsen. 

"Zygote er en spejlingsfigur. En skulptur i et geometrisk spil med omgivelserne og historien: Den forgyldte kugle og spiralen fra Vor Frelser Kirke, det fine høje pyramideformede klokketårn og den irrede, trekantede prisme på Kong Haakons Kirke.

Christmas Møllers plads fik sit navn efter den konservative partiformand John Christmas Møller, som var landets udenrigsminister lige efter besættelsen. Christmas Møller kritiserede åbent samarbejdspolitikken og opfordrede til national modstand mod værnemagten. Christmas Møller blev et nationalt ikon for modstandsbevægelsen mod tyskerne og bevægede sig i stigende grad mod venstre. Ikonisk er hans udtalelse fra 1945, ”vi er alle socialister”.

Når man som jeg er vokset op i et modstandshjem som barn af en far, der som ung blev taget af Gestapo, vækker alt om krigen og dens brutale rædsler gemt stof i en. Zygote indgår i en dialog med historien bag pladsen. Den ikoniske sætning danner afsæt for værket, deraf titlen.

Ordet Zygote kommer af græsk ”zygon”: åg, sammenbinding. Et åg er et bæreredskab, som gør det muligt at bære tungere vægt end man ellers ville kunne klare alene, fordi belastningen bliver udlignet. Eller sagt på en anden måde: hvis vi bruger åget rigtigt, bliver vægten lettere at bære. Især når noget binder os sammen.

Zygote er en spejlingsfigur med et horisontalt spejlplan og to vertikale spejlplaner. Et dobbelt timeglas i bronze. Tiden der rinder ud og ind i det næste led. En kæderække der i princippet kan gentages i det uendelige. En søjleform af dråber, der løber mod det himlen. En bølgefigur måske til memento om alt det vand, der kommer til at skylle over Amager hvis vi ikke samler os og handler.

Med tiden vil bronzen patinere og blive mørk og grøn og skulpturen stå som et foranderligt vartegn. En indgang til øen. Zygote. Amagerstangen."

Tak til de to Lokaludvalg Amager Øst og Amager Vest for at drømme stort og ønske sig kunst til Amager."

- Sophia Kalkau, 11.09.23

Fotograf
Niels Ole Sørensen