FDF'ere og håndboldklub vinder Frivilligprisen 2020
Særlig indsats under corona
Den ene del af Frivilligprisen gives til FDF K 13 for særlig indsats i perioden med COVID-19. FDF K 13 har under coronanedlukningen taget et helt særligt ansvar i forhold til at holde fast i deres medlemmer. Lederne har taget initiativ til, at flere børn har fået besøg og en lille gave i nedlukningsperioden og netop det initiativ, der rækker ud i en svær periode, er hovedbegrundelsen for prisen. Samtidig har de gjort en aktiv indsats for at fastholde lederfællesskabet og dermed sikre, at rammerne for spejderarbejdet var på plads, da børnene igen kunne komme tilbage efter sommerferien.
Rummelig forening med en levende kultur
Den anden modtager af Frivilligprisen 2020 er håndboldklubben Amager SK. Klubben har formået at tage rigtig mange nye medlemmer ind, og har derudover stået bag en række sociale arrangementer. Klubben har indgået socialt partnerskab med Københavns Kommune og i det hele taget gjort en indsats for at skabe et bredt og rummeligt miljø omkring klubben.
13 indstillede foreninger
I alt 13 forskellige foreninger var indstillet til at modtage Frivilligprisen 2020:
- Amagerbanens Venner
- FDF Sundby
- Mødrehjælpen Amager
- Sundby Taekwondo
- Mødested Amager
- Amagerbro Jazz
- Hjerterum
- Amager SK
- Badmintonklubben BC37
- DSRS afd. Lynetten (Dansk Søredningsselskab)
- Amager Volleyball Klub
- Solsikke Kvindeklub
- FDF K 13