Det lille budget er landet
Der er nu indgået aftale om Overselssagen 2025/26 blandt partierne SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti.
I Overførselssagen fordeles restmidler fra det foregående års budget.
I Amager Øst er der afsat midler til:
Opgradering af udeareal på Gerbrandskolen
Der er en ny skoleidrætshal på vej på Gerbrandskolen. I den forbindelse skal skolens udearealer opgraderes med kunstgræs til skolegårdsaktiviteter, idrætsundervisning og børnefodbold. Desuden opsættes redskaber, der understøtter skolens behov for skolegårdsaktiviteter, leg, idræt og ophold.
Tryghedsskabende tiltag ved Skolen på Amagerbro
Der er afsat midler til en screening af mulige tryghedsskabende tiltag ved Skolen på Amagerbro. Her skal man se på, hvordan belysning på tilstødende vej- og stiarealer kan højne følelsen af tryghed på skolens område.
Flytning af pavilloner til ukrainske fordrevne
Etablering af midlertidig indkvartering på Vindmøllevej til ukrainske fordrevne og flytning af beboere fra Amager Strandvej 3 på grund af kommende M5 metrobyggeri.
Flytning af Københavns Kommunes driftsplads for vinterberedskab
Vintertjenesten flyttes fra Amager Strandvej 3 til Vindmøllevej på grund af det kommende M5 metrobyggeri.
Forprojekt om byggelegepladsen Bredegrund og Byggeren
Kommunen skal se på den fremtidige indretning af byggelegepladsen på Bredegrund og Byggelegepladsen i Remiseparken. Brugerne af legepladsen, lokaludvalget og lokale borgere vil blive inddraget i processen. Parallelt med at der arbejdes med midlertidige lege- og byggeelementer.
Genopførsel og kapacitetsudvidelse af institutionerne Himmelblå og Eksperimentalinstitutionen
De to institutioner, som ligger på Backersvej, er i så dårlig stand, at de skal rives ned og genopføres. Det giver mulighed for at udvide kapaciteten i institutionerne og opføre byggeriet efter de nyeste standarder.
Medfinansiering af udvidelse af Naturcenter Amager Strand og Den Blå Foreningsby
En fond har givet tilsagn om støtte til en udvidelse af naturcentret og Den Blå Foreningsby. Kommunen har derfor afsat midler til medfinansiering af projektet.
Stormflodssikring af Amager Strand
Politikerne vil til de næste forhandlinger kigge nærmere på afsættelse af midler til en analyse af naturbaseret stormflodssikring af Amager Strand og opstart af stormflodssikring af hovedstadsområdet.
Analyse af muligheden for en multihal i Kløverparken
Der skal laves en undersøgelse af mulighederne for at etablere en multihal til idræt i Kløverparken. Det er aftalt, at der skal afsættes midler til dette i budgettet for 2027.
Det havde vi ønsket
Lokaludvalget havde i begyndelsen af året sendt en ønskeliste til politikerne.
Vi fik opfyldt tre af vores ønsker, nemlig midler til udearealer på Gerbrandskolen, opstart på tryghedsskabende tiltag ved Skolen på Amagerbro og undersøgelse af muligheden for en multihal i Kløverparken.
Vi har tidligere år ønsket en udvidelse af naturcenter Amager Strand og Den Blå Foreningsby. Derfor er det dejligt, at der nu er afsat midler til at medfinansiere dette projekt.