Høring om 3-timers parkeringszoner

Efter dialog med borgerne på Amager har Lokaludvalget afgivet sit høringssvar om de fire nye tidsbegrænsede parkeringszoner på Amager.

Forslaget om fire nye 3-timers parkeringszoner på Amager er i offentlig høring indtil d. 4. juli. Forslaget udspringer af flere henvendelser fra borgere på Amager med ønske om regulering af parkering i områderne pga. af et for stort parkeringspres.

 

Forslaget i korte træk

  • De tidsbegrænsede parkeringszoner oprettes med 3 timers tidsbegrænsning på hverdage fra 08-22.
  • Det betyder, at parkering er gratis for alle, men man kan maksimalt parkere 3 timer i tidsrummet 8-22 mandag til fredag. 
  • Beboere med adresse inden for den enkelte tidsbegrænsede zone kan ansøge om beboerlicens. Der udstedes max 1 licens pr. person over 18 år i husstanden. Licensen er gratis og undtager fra tidsbegrænsningen.
  • Virksomheder med adresse i zonen kan få licenser til rene erhvervskøretøjer, der er tilknyttet virksomheden. Der er ikke begrænsning på antal erhvervslicenser. Licensen er gratis og undtager fra tidsbegrænsningen. 
  • Der vil blive etableret en ordning med gæstelicenser. Hver beboer inden for zonen over 15 år kan ansøge om max. 10 gæstelicenser pr. person om året. Gæstelicensen gælder for én kalenderdag til det køretøj, som det er udstedt til. 
  • Parkeringszonen med tre timers tidsbegrænsning vil gælde på kommunale veje og private fællesveje inden for nedenstående område. Parkeringszonen vil ikke gælde på privat grund/private veje.

Inddragelse af borgere og lokale aktører på Amager 

Fordi forslaget udspringer af borgernes eget ønske om regulering af parkering, har det været særligt vigtigt for Lokaludvalget at inddrage borgernes synspunkter i høringssvaret. Derfor inviterede Lokaludvalget i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen til to borgermøder i slutningen af maj.  

Teknik- og Miljøforvaltningen startede borgermøderne med et indledende oplæg efterfulgt af kommentarer og spørgsmål fra de deltagende borgere. Der var både frustration og glæde at hente fra borgerne og Lokaludvalget har forsøgt at belyse så mange synspunkter som muligt i høringssvaret.  

Det første borgermøde blev afholdt den 23. maj på Loftet i Amager Kulturpunkt i samarbejde med Amager Vest Lokaludvalg og omhandlede den nye 3-timers parkeringszone i Sundbyvester.

Det andet borgermøde blev afholdt den 30. maj på Filipskolen og omhandlede tre nye 3-timers parkeringszoner ved hhv. Sundbyøster, Amager Strand og en udvidelse af den allerede eksisterende parkeringszone ved Lergravsparken til området ved Uplandsgade i Nordøstamager.

 

Billede
150 borgere fra Amager var samlet til borgermøde Filipsskolen
Borgermøde om parkeringszonerne i Sundbyøster, Amager Strand og Lergravsparken, d. 30. maj på Filipskolen
Fotograf
Felizia Windfeld Kock

De vigtigste pointer i lokaludvalgets høringssvar

Efter borgermøderne er det tydeligt at se, at der er mange meninger om parkeringsmuligheder og de foreslåede zoners indvirkning på borgernes hverdag.  

Et flertal af borgerne ser frem til at begrænse udefrakommende parkering i området og ikke mindst lufthavnsparkering. Derfor støtter Lokaludvalget forslaget om 3 timers tidsbegrænsning og lægger op til at tidsrummet begrænses til 8.00 -21.00 på hverdage for at give bedre mulighed for aftenbesøg.

Lokaludvalget støtter forslaget om flekszone på Katrupvej og Engvej og foreslår en udvidelse samt mulighed for at parkere på begge sider af Amager Strand Metroen. Yderligere er Lokaludvalget begejstret over, at Krimsvej er blevet inkluderet i zonen ved Amager Strand.

Licenser

Der er dog ikke kun ros at hente i høringssvaret. Især forslaget om, hvordan licenser skal administreres, har skabt stor debat og mange holdninger er i spil.

  • Kolonihaveejere

    Kolonihaveejerne ved zonerne Amager Strand og Sundbyøster føler sig oversete i beslutningen om kun at give licenser til beboere og erhvervsdrivende. Ud fra forslaget, som det ser ud nu, er det kun beboere med folkeregister adresse i zonerne, som kan ansøge om parkeringslicens. Dette vil gå udover kolonihaveejerne, som bor i kolonihaverne om sommeren. Derfor foreslår lokaludvalget, at kolonihaveejerne får mulighed for at få licens i sommerhalvåret i stedet for deres eventuelle beboerlicens i den del af bydelen, hvor de har helårsbopæl. De fleste er BBR registrerede og kan flytte adresse om sommeren.

     
  • Medarbejderlicens

    Lokaludvalget foreslår, at erhvervsvirksomheder, forretninger, hospitaler, skoler, plejehjem og andre bør kunne søge licens til deres medarbejdere. Det kan være svært at rekruttere til visse funktioner i forvejen, hvilket forslaget om af afgrænse licenser, muligvis vil forværre.

     
  • Håndværkerlicens

    Flere borgere på borgermøderne udviste bekymring for, at hyrede håndværkere ikke har mulighed for at parkere i området ved en eventuel længere renovering af ejendommene. Det nikker Lokaludvalget til og foreslår en særlig håndværkerlicens til håndværkere, der arbejder med renovering m.m. hos borgerne.

Til sidst i høringssvaret opfordrer Lokaludvalget forvaltningen til at oprette park and ride ved ydre metrostationer og S-togstationer, som kan give færre biler inde i København.

Hvad sker der nu?

Lokaludvalget har afgivet sit høringssvar, som vil blive taget med, når Teknik- og Miljøudvalget træffer den endelige beslutning om etablering af zonerne, som forventes at træde i kraft i løbet af 2023.

Beslutning om parkeringszonerne forventes at blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget i foråret 2023.

På Københavns Kommunes digitale høringsportal Bliv Hørt kan du læse mere om de enkelte zoner:



Udvidelse af Lergravsparken-zonen

Sundbyøster

Sundbyvester

Amager Strand

Teknik- og Miljøforvaltningens oplæg fra borgermøderne