Høring om miljøkonsekvenser ved anlæg af Lynetteholm

Deltag i digitale informationsmøder i januar og bliv klogere på, hvad anlæg af Lynetteholm kommer til at betyde

By & Havn har sammen med deres rådgivere foretaget en miljøvurdering af etableringen af Lynetteholm, som nu er i høring.

Københavns nye ø, Lynetteholm, planlægges etableret som et ca. 2,8 km2 opfyldt område øst for Trekroner Søfort mellem Nordhavn og Refshaleøen. Det projekt, som miljøvurderes i denne rapport, er konstruktion af øens omkreds med ny adgangsvej og modtagelsesanlæg til overskudsjord og opfyldning af området med ren og forurenet jord. 

Miljøvurdering af havmiljø, biologi, trafik og sejlads

Miljøvurderingen belyser Lynetteholms påvirkning af:

  • Havmiljø og vandkvalitet, herunder havbund, iltindhold, strømforhold og forurenende stoffer mv.
  • Badevandskvalitet i havnen og i Øresund, herunder sigtedybde, bakterier, mv.
  • Trafik, herunder jordtransport i forskellige faser.
  • Sejlads, herunder lystsejlads, erhvervssejlads og sejladssikkerhed.
  • Luft- og klimapåvirkning, herunder CO2-belastning og partikeludledning.
  • Biodiversitet, herunder påvirkningen af flora og fauna i området, habitater og truede arter.
  • Påvirkning på tværs af landegrænser samt afledte aktiviteter ved anlægget.
  • Støj og vibrationer, herunder støj ved jordtransport og anlæg af perimeter (omkreds).
  • Menneskers sundhed, herunder kolonihaver og lystfiskeri, geologi og grundvand, herunder risikoen for nedsivning af tungmetaller, mv.
  • Landskab, visuelle påvirkninger af omgivelserne

Østlig Ringvej og metro til Lynetteholm, byudviklingen og en eventuel fremtidig dokport mellem Lynetteholm og Nordhavn indgår ikke i denne miljøkonsekvensvurdering, men vil blive miljøvurderet på et senere tidspunkt.

Offentlig høring og informationsmøder

Miljøvurderingen af Lynetteholm er i offentlig høring fra 30. november 2020 til 25. januar 2021.

Organisationer, foreninger, privatpersoner og andre interesserede har i høringsperioden mulighed for at komme med kommentarer og indsende høringssvar til miljøkonsekvensrapporten.

Læs mere om undersøgelserne og afgiv dit høringssvar på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen hjemmeside

By & Havn holder tre digitale informationsmøder den 5. januar med temaerne sejladsforhold, jordtransport samt klimasikring, natur og miljø. Her kan man få et indblik i miljøkonsekvensrapporten og stille uddybende spørgsmål til eksperterne bag, inden man afgiver sit høringssvar til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Du kan se en videooptagelse af de tre møder på By & Havns hjemmeside

Informationsmøde med fokus på Amager Øst

Lokaludvalget holder digitalt informationsmøde den 20. januar kl. 17.30-19.30, hvor By & Havn vil holde oplæg med fokus på konsekvenserne for Amager Øst bydel. 

Lokaludvalget sender sit høringssvar til miljøkonsekvensrapporten i slutningen af januar.