Cykellegepladsen på Formosavej
I foråret 2016 omdannede Amager Øst Lokaludvalg i samarbejde med engagerede beboere og Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune en gammel busvendeplads til en midlertidig trafiklegeplads.
I samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen fik vi lavet opstribning af vejbaner osv. og lånte vejskilte og borde-bænke sæt. Der blev sat plantekasser op og holdt arbejdsdage og forskellige arrangementer.
Vi fik udarbejdet en idéskitse til en permanent trafiklegeplads og søgte midler fra RealDanias fond Underværker. I 2017 blev der ved budgetforhandlingerne afsat 4 millioner kroner til anlæg af en permanent plads. Underværker støttede projektet med yderligere en halv million kroner.
Den frivillige forening Cykellegepladsens Venner driver i dag det selvbetjente cykelbibliotek i en container på pladsen. Her kan man låne forskellige slags børnecykler, løbehjul og hjelme, og pumpe luft i cyklerne. Der er også reparationsudstyr til cyklerne.