Valg til Amager Øst Lokaludvalg

I starten af 2026 er der valg til Amager Øst Lokaludvalg. Du kan stille op eller være med til at bestemme, hvem der skal stemmes ind.

I starten af 2026 er der valg til lokaludvalg. Foreninger, frivillige organisationer, brugerbestyrelser m.v., der har aktiviteter i Amager Øst, kan stille en kandidat til Amager Øst Lokaludvalg og/eller være med til at stemme på, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2030.

Hvad får du ud af at sidde i Amager Øst Lokaludvalg? 

Som repræsentant for en forening skal du overveje at stille op til Amager Øst Lokaludvalg, hvis du vil:

  • arbejde for lokale visioner.
  • gå i dialog med lokale københavnere og forsøge at påvirke politikerne på Rådhuset, så dine og bydelens perspektiver og mærkesager bliver en del af byudviklingen.
  • have et stærkt netværk i din bydel.
  • have mere viden om København, (lokal)politik og demokrati.
  • støtte lokale initiativer og arrangementer ved at uddele penge fra lokaludvalgets puljemidler.

Hvad laver man som lokaludvalgsmedlem?

Som medlem af lokaludvalget får du et godt indblik i din bydel og hvad der rører sig i forhold til byudvikling, trafik, miljø, fritid, kultur og det sociale område. Du er med til at behandle sager om udviklingen af bydelen, og uddele puljestøtte til lokale aktiviteter. Du kan også selv være med til at sætte projekter i gang og rette fokus mod tematikker du synes er vigtige. Vi afholder jævnligt events for borgerne, som du også kan være med til at arrangere.

Lokaludvalget mødes 11 gange om året og derudover kan du deltage i arbejdsgrupper under lokaludvalget, hvis du har nogle interesseområder, du går særligt op i.

Bag lokaludvalget står et professionelt sekretariat, der hjælper med borgerinddragelse, kommunikation, understøttelse af møder og administration af puljemidler. Som nyt medlem får du også en grundig indføring i lokaludvalgsarbejdet og en mentor. Du skal derfor ikke afholde dig fra at stille op, fordi du er usikker på, om du kan finde ud af det.

Se, hvad lokaludvalgene i København blandt andet har bedrevet i videoen herunder:

Hvem kan stille op?

For at stille op til lokaludvalget, skal du repræsentere en forening med lokale aktiviteter. Det er ikke et krav, at du bor i Amager Øst, og du behøver ikke være formand eller med i bestyrelsen i den forening, du repræsenterer.

For at en forening kan opstille en kandidat og/eller stemme til valg til lokaludvalg, er det et krav: 

  • at foreningen har eksisteret minimum et år fra den dato, du tilmelder dig valget.
  • at foreningen har minimum 15 medlemmer fra den dato, du tilmelder dig valget.
  • at foreningen har aktiviteter i bydelen. 

Frister for tilmelding

Valget til lokaludvalgene ligger altid umiddelbart efter valget til Borgerrepræsentationen (kommunalvalget). Der er kommunalvalg i november 2025 og valg til lokaludvalgene foregår digitalt fra den 23. februar til den 9. marts 2026.

  • Fristen for at stille op som kandidat til lokaludvalget (og kunne stemme til valget) er den 23. januar 2026.
  • Fristen for at tilmelde sig til kun at stemme til valget er den 16. februar 2026.

Tilmeldingen åbner i oktober 2025.

Video fra valg til Lokaludvalg 2022

Video Url