Vores ønsker til Overførselssagen 2019/20

Politikerne bør sætte penge af til toiletter på Amager Strand, cykelsti på Engvej, klubhuse på Kløvermarksvej og flere træer.

Snart skal politikerne på Rådhuset fordele de overskydende midler fra 2019 i den såkaldte overførselssag. I overførselssagen er der en færre midler til rådighed end ved fordeling af det årlige budget, derfor har vi udvalgt nogle mindre projekter, hvor man med relativt få midler vil kunne gøre en forskel.

Vi har sendt følgende ønsker til politikerne:

Toiletbygninger på den gamle del af Amager Strand

Toiletterne på den gamle del af stranden er ude af drift og kan ikke repareres. Der bliver år for år flere besøgende på Amager Strandpark. Derfor er det relevant løbende at udvide toiletkapaciteten. Derudover er der behov for at udstyre området omkring minigolf, blokart, mv. med et toilet, da området særligt i sommerhalvåret er yderst velbesøgt.

Udvikling af klubhuse og omklædningsrum på Kløvermarksvej (forprojektering)

Idrætsforeningerne på Kløvermarken har i fællesskab udviklet en vision om renovering af faciliteter og baner på Kløvermarken. 

Som en væsentlig del af dette projekt indgår klubhusene og omklædningsbygningerne på Kløvermarksvej. Bygningerne stammer fra perioden efter anden verdenskrig, og er stærkt nedslidte og forældede. De dårlige forhold i omklædningsrummene gør det svært for foreningerne at tiltrække nye medlemmer. Det gælder især mulighederne for at tiltrække børn, unge og kvinder. 

Vigtigheden af at forbedre forholdene på Kløvermarksvej understreges af, at den kraftige byudvikling i Nordøstamager giver et stærkt pres på foreningslivet.

Vi har derfor ønsket at der sættes midler af til en forprojektering, som kan danne grundlag for senere afsættelse af budgetmidler.

Cykelstier og klimatilpasning på Engvej (forprojektering)

Engvej er skolevej for elever på fem skoler: fire private skoler i den sydlige ende samt en folkeskole på Samosvej. Med nye boliger, supermarked, kollegie og hotel ved Femøren station, vil trafikken på Engvej uundgåeligt intensiveres. De trafikale udfordringer på Engvej handler især om høj hastighed og meget trafik, samt sving på cykel uden om træer og parkerede biler. Beboerne i området oplever dagligt hastighedsoverskridelser og til tider decideret vanvidskørsel.

En cykelsti vil medvirke til at dæmpe bilernes hastighed, da vejbanen gøres smallere.

Området omkring Engvej er desuden et prioritetsområde i skybrudsplanen, og Hofor har foreslået, at Engvej omdannes til forsinkelsesvej. En god løsning vil derfor være at kombinere en klimaløsning for Engvej med en sikker skolevej for de 5 skoler. Desuden er fortovene særdeles ramponerede og trænger til snarlig renovering.

En forprojektering kan danne grundlag for, at der senere afsættes af budgetmidler til udførelse af cykelstierne.

Generel træplantning (en træpakke) i Amager Øst Bydel

Vi ønsker at bidrage til Københavns ambition om at blive CO2-neutral ved at der plantes flere træer, der kan opsamle noget af den CO2 som udledes i byen.

Det kunne ske i form af flere vejtræer på de større veje, såsom fx Øresundsvej, Uplandsgade eller Backersvej. Der kunne desuden plantes frugttræer på Prags Boulevard eller anlægges en mindre plantage på det rekreative område Prøvestenen Syd.