Amager Øst bydel

Bydelen Amager Øst er ét af 12 geografisk og administrativt afgrænsede områder i Københavns Kommune, der har hver sit lokaludvalg

Amager er delt op i 2 bydele: Amager Vest og Amager Øst – med hver sit lokaludvalg og Amagerbrogade som skillelinje. Amager Øst dækker den del af Amager, der ligger øst for Amagerbrogade og ud til Øresund, fra Christianshavns Vold i nord og til kommunegrænsen i syd.

Amager Øst er en sammensat bydel, der består af flere mindre kvarterer med hver deres karakteristika. Kvarterernes egenart er eksempelvis kommet til udtryk, når lokaludvalget gennem forskellige borgerinddragende events har mødt borgerne i deres nærområde, hvor behov og udfordringer opleves meget forskelligt, alt efter hvor i bydelen dialogen er foregået.

Amager Øst i tal

Der bor 60.877 borgere i Amager Øst (2021), hvilket svarer til, at 10 % af alle københavnere bor i Amager Øst. Indbyggertallet forventes at stige til 72.605 over de kommende 15 år, en stigning på 21,4 %

Bydelen rummer karrébyggeri, villakvarterer og store erhvervs- og industriområder. Området er i hastig udvikling og forandring, og industriområder omdannes til boligbebyggelse. Den oprindelige befolkning bliver blandet med mange nytilflyttere i nye boligområder