Kommunens overskud kommer Amager Øst til gode

  • Børn i fodgængerfelt
    Foto: Københavns Kommune
Nye skæve boliger, sikre skoleveje og en parkeringsanalyse er nogle af de projekter, der blev afsat midler til i årets overførselssag.

Politikerne på Københavns Rådhus er blevet enige om, hvordan de overskydende midler fra 2020 skal fordeles. Der er afsat midler til flere af de projekter, lokaludvalget havde peget på i Amager Øst, så vi er godt tilfredse.

Skæve boliger på Kofoeds Skole

Der er afsat 4,5 mio. kr. til at etablere 12 skæve boliger på Kofoeds skoles område. Målgruppen for de skæve boliger forventes at blive yngre hjemløse, som vil kunne få gavn af Kofoed Skoles tilbud. Planen er, at de unge via en rehabiliterende indsats skal bevæge sig mod en mere selvhjulpen tilværelse med mindre støttebehov, og forhåbentlig på længere sigt kunne flytte til en almindelig bolig. Der er også afsat midler til sociale viceværter.

Renovering og modernisering af faciliteter på Kløvermarken

Politikerne har afsat 200.000 kr. til en afklaring af behov, ønsker og muligheder for udvikling af klubhus- og omklædningsfaciliteterne på Kløvermarksvej samt Sundby Boldklubs faciliteter på Raffinaderivej. 

Målet er at skabe et samlet overblik over projektets helhed, en prioritering af foreningernes ønsker og behov samt en indledende vurdering af, om bygningerne skal renoveres, moderniseres eller om der er behov for nybyggeri. Heri indgår også en vurdering af mulighed for nye faciliteter til erstatning for de ældste, røde barakker langs Kløvermarksvej.

Afklaringen foretages med sigte på, at der kan indgå en planlægningsbevilling i forhandlingerne om Budget 2022.

Planlægning af Ketsjersportens Hus

Der er afsat yderligere 1,1 mio. kr. til planlægning af Ketsjersportens Hus, som blev sat igang i forbindelse med Budget 2020. Brugergruppen, som har været involveret af planlægningen, ønsker at undersøge om Ketsjersportens Hus i højere grad kan udnytte potentialet for at samle flere forskellige ketsjersportsgrene under ét tag. De ønsker derfor at gå efter at bygningerne får et volumen på 2500 m2 i stedet for de oprindeligt planlagte 1400 m2. Sigtet er, at der søges om anlægsmidler til byggeriet i forbindelse med Budget 2022.

Analyse af mulighederne for udvidelse af parkeringszonerne

Der er afsat 600.000 kr. til en analyse af mulighederne for udvidelse af parkeringszonerne i København. Analysen skal indeholde konkrete forslag til udvidelse af parkeringszonerne, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2022. Analysen forventes at være færdig i august 2021.

Sikre skoleveje i Nordøstamager

Nordøstamager Skole i Holmbladsgade åbner i vinteren 2022/23. I forbindelse med den ny skole skal der etableres lyskryds ved skolens hovedindgang ved Holmbladsgade/Nyrnberggade. Nyrnberggade vil som følge heraf blive ensrettet for biler, og der vil blive nedlagt nogle P-pladser for at give plads og mere sikre forhold for cyklister til og fra skolen. Hertil er der afsat 3,1 mio. kr.

I kommunens analyser er der udpeget yderligere tre tiltag vedr. sikre skoleveje i Nordøstamager. Det drejer sig om etablering af cykelsti på Strandlodsvej, lyskryds ved Strandlodsvej/Holmbladsgade samt forbedring af stislutningen mellem Amagerbanen og Holmbladsgade. Disse tre projekter blev der ikke afsat midler til i denne omgang, men de vil formodentlig indgå i de kommende budgetforhandlinger for 2022, som finder sted i august 2021.

Sikker krydsning af Engvej

I krydset mellem Engvej og Wibrandtsvej er der i dag dårlige forhold for bløde trafikanter. Tæt på krydset ligger der fire skoler. 
Planen er derfor at ændre krydset således, at det bliver indsnævret og giver bedre oversigtsforhold for fodgængere.

Det sker ved at føre fortovet på Wibrandtsvej helt frem til Engvej, samt etablere:

  • hastighedsdæmpende bump og nødvendig skiltning af skolevej på Engvej op mod krydset for at sænke bilernes hastighed.
  • midterhelle og fortovsudbygninger nord for Wibrandtsvej.
  • midterhelle på Wibrandtsvej for at lette krydsningen for gående ad Engvej.

Der er afsat 1,1 mio. kr. til forbedringerne, som forventes at være færdige i december 2021.

Renovering af broer

Broen over voldgraven ved Kløvermarksvej er i så dårlig stand, at den skal udskiftes helt. Også broen til Kastrupfortet er i meget dårlig forfatning, og skal renoveres med bl.a. nyt rækværk. Renoveringen af broerne forventes at finde sted allerede i år.

Sidst men ikke mindst er der afsat midler til at Naturcenter Amager Strand kan udvide deres undervisningskapacitet frem mod sommerferien og i efteråret i 2021.