Forslag om ombygning og besparelser i Bibliotekshuset nedstemt

  • Bibliotekshuset facade
    Foto: Københavns Kommune
Vi spurgte borgerne, og sendte et kritisk høringssvar. Nu er forslaget nedstemt af politikerne.

I det tidlige forår sendte Kultur- og Fritidsudvalget et forslag om investering i ombygning af Bibliotekshuset ud i offentlig høring. Forslaget skulle give en besparelse på personaleressourcer, men skulle også gøre biblioteket på Rodosvej til et hus med mere plads til børn og brugerdrevne aktiviteter.

Plads til alle brugere i biblioteket

Vi har spurgt borgerne om deres mening, og mange har reageret. Mange synes det er vigtigt, at børn og unge inspireres til at læse og at der skal være et samarbejde med daginstitutioner og skoler. Men biblioteket skal ikke indrettes til en kreativ legeplads med en masse støj. Biblioteket bruges også som studie- og arbejdsplads, så der skal være plads til alle brugere.

Flertallet af de borgere, der har reageret, ønsker ikke færre bøger. Det har været en klar tendens både ved høringen af biblioteksplanen for et år siden og nu. Sidste år gav mange borgere nemlig deres mening om bibliotekerne til kende via det digitale borgerpanel og spørgeskemaer i bibliotekerne.

Et flertal var imod forslaget

Hovedparten af lokaludvalget var imod forslaget om ændring af Bibliotekshuset. Konklusionerne i svaret til politikerne svarer til det høringssvar, der sidste år blev sendt til kommunens biblioteksplan:

  • En rolig udvikling af bibliotekerne med fokus på kerneopgaverne. Bevar dem, som de er.
  • De fysiske bøger har stadig hovedprioritet
  • Fokus på litteratur og læsning kræver tilstedeværelse af uddannet personale

Læs høringssvaret til investeringsforslaget om Bibliotekshuset 

Kultur- og Fritidsudvalget på Rådhuset behandlede den 19. maj forslagene til budget 2021. Her blev forslaget om Biblioteket på Rodosvej nedstemt. Det endelige budget for Københavns Kommune 2021 vedtages i efteråret 2020.