En coronasikker klimafestival

  • Bod på musiktorvet
  • Bi-bod på Musiktorvet
Amager Klima- og Demokratifestival vender nu tilbage og giver mulighed for, at vi sammen kan finde ud af, hvordan vi kan gøre en forskel.

Hvordan løser vi klimakrisen? Hvem bestemmer egentlig hvad? Hvordan finder vi løsningerne? Hvem har ansvaret? 

I 2019 var Amager Klima- og Demokratifestival en succes, hvor lokale erhvervsdrivende mødtes med NGO’er, partier og borgere en skøn forårsdag i april, hvor valgkampene var i fuld gang til både Europa-Parlaments- og Folketingsvalg. I 2020 måtte vi først flytte og så aflyse festivalen, da corona kom i vejen. Her i 2021 kan vi stadig ikke mødes mange, så vi har planlagt både en række corona-sikre begivenheder og en festival senere på året, søndag d. 26. september.

Lyd og billeder skal stille spørgsmål og give svar

Vi vil skabe lyd og billeder, der både stiller spørgsmål til og giver svar på to af de vigtigste dagsordner i 2021: vores demokrati og klimakrisen. Klimaforandringerne er i fuld gang og påvirker mennesker på hele kloden. Nogle af de største diskussioner, vi har på Amager i denne tid handler om, hvordan klimasikrer vi os, så vi ikke bliver oversvømmet i fremtiden, og hvordan passer vi på vores natur og biodiversitet?

På Amager har vi fantastiske ildsjæle, der brænder for at skabe gode fællesskaber og forandring mod et mere bæredygtigt samfund. I Amager Klima- og Demokratifestival planlægger vi spændende podcasts med fokus på nogle af de spændende historier, mennesker og indsatser.

Vi vil vise, at vi kan gøre noget hver især, men vi vil også hente hjælp fra forskere og eksperter til bedre at forstå det store billede – og hvad der skal til på samfundsplan for ikke at lægge ansvaret på den enkeltes skuldre. Vi vil finde de lokale løsninger og kigge på, hvem, hvad og hvor der kan sættes ind – også politisk for at skabe vedvarende ændringer.

Fysisk festival med fokus på det lokale demokrati

Mange kender ikke vores to lokaludvalg, eller dem der sidder i Borgerrepræsentationen. Der er valg til begge institutioner indenfor det næste år. Derfor er det også vigtigt, at flere kender til de muligheder, der er helt lokalt her på Amager for at deltage og beslutte.

Den fysiske festival på Musiktorvet d. 26. september bliver kulminationen på en lang periode med små, coronasikre begivenheder rundt om på øen og en perlerække af digitale indslag, der gør os alle klogere. Her kan borgere, politikere, foreningsfolk, organisationer m.fl. mødes og snakke, diskutere og måske endda blive klogere på demokratisk indflydelse, lokalt engagement og grønne fællesskaber.

Amager Klima- og Demokratifestival arrangeres af lokale frivillige samt medlemmer af Amager Øst og Vest Lokaludvalg og ansatte fra Miljøpunkt Amager. Vi ønsker at skabe stærke netværk og mere opmærksomhed omkring de lokale demokratiske institutioner – og vi vil understøtte de mange ildsjæle, vi har på Amager. Følg gerne med på vores facebookside. Skriv til os, hvis du vil være med – eller kender et lokalt initiativ, vi skal tage kontakt til.