Cykelsti fra Ved Amagerbanen til Raffinaderivej færdiggøres

  • Halvfærdig cykelsti - Google streetview
  • Ny cykelsti fra Ved Amagerbanen til Prags Boulevard
Det manglende stykke cykelsti etableres i 2021

Et stykke tid har der været et "missing link" mellem cykelstien langs Ved Amagerbanen og krydset Prags Boulevard/Raffinaderivej. Nu har Københavns Kommune fundet penge til at lave de 58 meter cykelsti færdig lidt tidligere end forventet. Kommunen forventer at begynde anlægsarbejdet i løbet af foråret 2021 og være færdige i slutningen af 2021. 

Den manglende cykelsti har forhindret en sikker tilslutning mellem stien langs Ved Amagerbanen og krydset Raffinaderivej/Prags Boulevard. Det sidste stykke cykelsti vil skabe bedre trafiksikkerhed, fremkommelighed samt øget tryghed for cyklister på ruten. 

Det lille nye stykke cykelsti kommer desuden til at skabe forbindelse til den såkaldte Refshalerute og den kommende cykelsti på Raffinaderivej, som der blev sat midler af til i kommunens budget 2021. Cykelstien på Raffinaderivej er planlagt til udførelse i 2022. 

Sikkert venstresving ved Kløvermarksvej

Samtidig har politikerne i Teknik- og Miljøudvalget godkendt at krydset Vermlandsgade/Kløvermarksvej får bedre forhold for venstresvingende cyklister.

På Vermlandsgade ved Kløvermarksvej forlænges den oprindeligt planlagte venstresvingsbane for cyklister fra ca. 12 til ca. 20 meter. Herudover flyttes den oprindelig planlagte helle fra cykelstien til vejbanen for at skabe en mere fremkommelig og trafiksikker løsning målrettet cyklister.