Borgermøde om ny skole

  • Illustration af Nordøstamager Skole
  • Illustration af Nordøstamager Skole mod Prags Boulevard
Lokalplanforslaget for den kommende skole på Holmbladsgade 113 er nu i offentlig høring

Skolen i Nordøstamager er nu et skridt nærmere realisering. Der er lavet et forslag til en lokalplan for området, som bygger på vinderforslaget fra arkitektkonkurrencen i 2019. Lokalplanforslaget er i offentlig høring fra 31. august til 25. oktober. Her kan alle, der har lyst, give input og kommentarer til forslaget. 

Forskudte niveauer og tagterrasser

Skolen vil blive udformet som en bygning i forskudte niveauer og etager. Skolen bliver med 6 meters højde (1 etage) lavest ud mod den boligejendom, der ligger på Holmbladsgade 111, og når maksimalt en højde på 24 m (5 etager) mod nordøst. Idrætshallen bliver placeret mod syd, ud til Holmbladsgade. Når skolen står færdig i slutningen af 2022, vil 840 elever og 100 ansatte have deres daglige gang på skolen. 

Skolens facader skal beklædes med røde klinker i tegl. Stueetagerne i skolen og idrætshallen vil få glaspartier mod Prags Boulevard og Holmbladsgade, og der vil komme siddemuligheder langs facader og på trapper. Skolens friarealer bliver etableret på både tagterrasser samt i gadeplan, og vil skabe forbindelse mellem Holmbladsgade og Prags Boulevard. 

Der skal plantes mindst 15 træer på skolens område og ud til vejene omkring, og der skal etableres bede på tagterrasserne, så området vil opleves grønt. 

Sikre skoleveje og masser af cykelparkering

For at sikre de små trafikanters vej til skole, er det foreslået at etablere to nye lyskryds på Holmbladsgade ved hhv. Nyrnberggade og Strandlodsvej samt cykelsti på hele den vestlige side af Strandlodsvej. Der etableres også en sikker krydsning, hvor Holmbladsgade møder cykel/gangstien langs Ved Amagerbanen. 

Under skolen anlægges en parkeringskælder med indgang fra hhv. Holmbladsgade og Prags Boulevard. I alt anlægges der ca. 470 cykelparkeringspladser i området rundt om skolen, heraf 6 pladser til ladcykler. Kommunen forventer, at der skal etableres ca. 14 bilparkeringspladser i området, herunder en parkeringsplads til en handicapbus. 

Borgermøde på Kofoeds Skole

Sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen holder vi borgermøde Torsdag den 17. september kl. 17-19 på Kofoeds Skole. Her vil lokalplanen blive præsenteret og der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Grundet covid-19 situationen er der et begrænset antal pladser til mødet. Tilmelding er derfor nødvendig. Tilmeld dig til aoelu@kk.dk senest onsdag den 16. september kl. 12.00.

Mødet vil blive livestreamet på vores facebookside, så du har mulighed for at følge med hjemmefra.