200 nye kollegie- og ungdomsboliger ved Femøren St.

  • Illustration fra lokalplanforslag Hedegaardsvej
    Arkitema
Et nyt lokalplanforslag skal muliggøre byggeri af kollegie på parkeringspladsen på Hedegaardsvej

Du kan nu komme med dine input til et lokalplanforslag for Hedegaardsvej, der er i høring indtil den 21.december 2021.

Lokalplanforslaget omhandler Hedegaardsvej 88, der er beliggende mellem Kastrupfortet, kolonihaverne, Amager Strandpark og Femøren Metrostation. I lokalplansforslaget foreslås parkeringspladsen på Hedegaardsvej 88 omdannet til 200 private– og almene kollegie- og ungdomsboliger, der dækker over et areal på 8.940 m2.

Fra parkeringsplads til ungdomsfællesskab

Formålet med lokalplanen er at muliggøre en kollegiebebyggelse, hvor de studerende kan leve livet i fællesskab med andre studerende. Derfor vil bebyggelsen understøtte samvær og daglige sociale aktiviteter. Boligerne skal bygges på den nuværende parkeringsplads, der er tilknyttet et eksisterende kontorbyggeri. Kontorbygningen bibeholdes i dens nuværende form og anvendelse.

Byggeriet skal opføres i tegl, træ eller natursten i røde, brune eller gule farver og være maksimalt 6 etager højt. Tilknyttet boligerne er planen bl.a. at etablere tagterrasser, grønne gårdrum og en ankomstplads, samt udadvendte funktioner i stueetagen mod Hedegaardsvej. Der vil også blive plantet mindst 14 nye træer.

Parkering i kælderen

Planen er at anlægge parkeringspladser i hhv. en parkeringskælder og i en del af stueetagen, som både kollegiet og kontorbyggeriet vil få mulighed for at anvende.

Grundejer forpligter sig desuden over for kommunen til at etablere en sti langs metroen mellem Hedegaardsvej og kommunegrænsen, samt en stioverførsel på Hedegaardsvej i forbindelse med helleanlæg og p-pladser på Hedegaardsvej.

Send dine input

Hvis du har input til lokalplanforslaget, kan du give dine input via Københavns Kommunes side BLIV HØRT indtil den 21. december 2021. Du kan også læse mere om den politiske proces på kk.dk.